3 Tips: Sådan bliver du bedre til at skrive “affiliatetekster”

Hvis du gerne vil spare lidt mønter på tekstforfatterregningen, får du her tre ganske gode og effektive tips til selv at skrive gode tekster til dine affiliatehjemmesider.

De tre tips er bestemt ikke kun for dig, der arbejder med affiliate marketing, men kan med fordel også læses af dig, der gerne vil i gang med at skrive webtekster, produkttekster osv.

1: Læs e-bogen: “Sådan skriver du webtekst, der sælger” af Michael Aagaard

Hvis du gerne vil rykke dig et STORT skridt som tekstforfatter, kan jeg anbefale dig at læse Michael Aagaards e-bog ved navn ”Sådan skriver du webtekst, der sælger”.

Denne bog er fyldt til randen med gode tips og tricks, der vil gøre dine kunder til marionetdukker, når først de bliver præsenteret for dine tekster. Bogen lærer dig at fange og fastholde dine besøgendes opmærksomhed samtidig med, at du får lært, hvordan du får dine besøgende til at blive til betalende kunder. En super god bog!

E-bogen kan hentes her: http://online-tekstforfatter.dk/landing/bog – Bemærk: Michael Aagaard har lukket ned for download af e-bogen, men du få en masse tips ved at besøge hans Twitter.

2: Lad dig inspirere af de fem nyhedskriterier

De fem nyhedskriterier kan bruges til meget mere end blot nyheder og middelmådige gossip-artikler på EB.dk. Nyhedskriterierne kan også bruges, når du skriver webtekster, produkttekster og meget mere. Nyhedskriterierne er især relevante i forbindelse med udarbejdelsen af titler.

Hvad er de fem nyhedskriterier?

Hvis du ikke allerede ved det, får du her en hurtig opsummering på, hvad de forskellige nyhedskriterier drejer sig om:

  • Aktualitet: Noget som er oppe i tiden
  • Væsentlighed: Noget der berører størstedelen af din målgruppe
  • Identifikation: Giver lidt sig selv. Noget du kan identificere dig med
  • Sensation: Noget der får dig til at måbe eller gispe – noget sensationelt
  • Konflikt: Når noget er på vej mod kollisionskurs

Sådan kan du som tekstforfatter bruge de fem nyhedskriterier

Afhængig af hvem din målgruppe er og hvilket formål teksten skal tjene, kan de fem nyhedskriterier bruges i dine tekster med henblik på at gøre dem mere relevante og spændende at læse.

Herunder har vi taget udgangspunkt i et online magasin, der omhandler cykling – og kernemålgruppen er selvfølgelig cykelinteresserede. Brug gerne nedenstående eksempel som inspiration i din egen forretning.

Aktualitet: Hvor meget hjælper elektroniske gearskift på cykelrytterens performance?

Væsentlighed/Relevans: Sådan får du en skadesfri cykelsæson

Identifikation: Utålmodige bilister gør livet svært for motionsryttere

Sensation: 10 år gammel cykelrytter kører ligeså hurtigt som profferne!

Konflikt: Den evige kamp mellem bilister og cyklister: Hvem har ret?

Ovenstående titler kan hjælpe cykelmagasinet med at producere nogle artikler, der uden tvivl vil få nogle læsere i og med, at de er skabt på baggrund af de fem nyhedskriterier. Lad dig inspirere af eksemplet og bliv en bedre tekstforfatter – om ikke andet bedre til at skrive titler.

3: Sæt dig i modtagerens sted / få feedback af målgruppen

Dette tip er især vigtigt, hvis du skal skrive produkttekster og tekster der kræver overvejelse fra læseren – for eksempel hvis du er psykolog og gerne vil have nye klienter.

Der findes ikke noget værre end at læse en tekst som du overhovedet ikke kan identificere dig med. Sådan en tekst er du typisk hurtig til at lukke ned for og glemme for altid.

Derfor er det uhyre vigtigt, at du som tekstforfatter/virksomhed formår at skrive en tekst som dine læsere/besøgende kan relatere til og samtidig finder interessant. En af de nemmeste måder at finde ud af om en given tekst er ”god nok” er at teste den på din målgruppe.

Find en eller flere personer fra din målgruppe og bed dem om at give dig noget feedback på din tekst. Hvis du for eksempel sælger garn, kan du spørge et par kunder om de ikke vil komme med konstruktiv kritik af dine tekster og generelle kommunikation på webshoppen mod, at de får et par valgfrie garnnøgler eller lignende – måske et gavekort?

Den feedback du får fra din kernemålgruppe er guld værd, når du skal skrive tekster, der skal vedholde dine kunders opmærksomhed og ikke mindst virke sælgende. I dette tilfælde er et par garnnøgler meget hurtigt tjent hjem igen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *